Dansk er en svær en

Anatomisk set må danskerne være noget af et folkefærd; De kan løbe med benene på nakken, hoppe på tungen, have sommerfugle i maven og sluge kameler. 

Den stakkels mand, der ikke kan få den pige han gerne vil ha’ bliver brændt af.Går det hele skævt for en, så brænder lokummet.

Og hvis der er en person, man helst ikke vil have med at gøre, er der barske muligheder: Man kan gøre kål på ham eller slå hånden af ham. 

Modsætninger er heller ikke altid logiske.Tænk f.eks. på ro kontra uro, men ukrudt er ikke det modsatte af krudt, og ligeledes har noder og unoder ikke meget med hinanden at gøre. Er man imod EU er man modstander, men er man for er man ikke forstander.

En kvindelig tjenestemand er ikke det samme som en tjenestepige. 

At være kørt over betyder noget andet end at være overkørt, og et trin op er ikke lig med et optrin.

Når en person betegnes som lunefuld, betyder det ikke, at vedkommende er fuld af lune.

Det modsatte af ens overmand betegnes ikke som ens undermand, og siger man, at en person er intetsigende, behøver det ikke at betyde, at personen ikke siger noget. 

Og hvor er logikken, når man har lært remsen “gammel, ældre, ældst”, når man så finder ud af, at en ældre mand faktisk er yngre end en gammel mand, og en yngre mand er ældre end en ung mand?

Et større firma er i virkeligheden mindre end et stort firma. 

I grammatikken er man heller ikke konsekvent.Efter et lille tillægsord i intetkøn tilføjes et t, som f.eks. “et fladt tag”, “et blåt hus”. Men man siger ikke et gladt menneske og et lillat hus. Små udgaver af dyr betegnes ofte med udgangen: -ling, som i gæsling, ælling osv. – men hvorfor er en musling så ikke en lille mus?